Helligdage og højtider

- de særlige nedslag i kirkeåret!


Advent

Kirkeåret begynder altid den første søndag i advent, som falder den fjerde søndag før juledag (oftest den sidste søndag i november).

Ordet advent kommer af det latinske Adventus Domini, som betyder Herrens komme.

Denne tid handler om forventninger og forberedelse til julen, hvor det er Gud selv, Herren, der kommer til verden gennem Jesu fødsel.

I kirken, så vel som i mange hjem, tændes der hver adventssøndag et nyt lys i adventskransen, så vi på den måde mindes om, hvordan vi nærmer os julens glade budskab.


Jul

I julen fejrer vi, at Gud kom til verden, idet Jesus blev født som af Jomfru Maria.

Juleevangelierne fortæller om en meget menneskelig og alligevel guddommelig fødsel.

Der fejres gudstjeneste både juleaftensdag (den 24/12), juledag (den 25/12) og anden juledag (den 26/12).

Juleaftensdag er der typisk flere gudstjenester i løbet af dagen, hvoraf den ene er mest henvendt til børnefamilier og udformet som et krybbespil.


Fastelavn

Fastelavnssøndag falder altid syv uger før påskedag. Traditionelt har dagen været brugt til at spise og feste, før den efterfølgende fasteperiode frem mod påske. I den lutherske kirke er der ikke noget krav om, at man skal faste, men i de senere år er der flere der har brugt anledningen til at mindske deres skærmforbrug, indtag af alkohol eller andet.

I Stormarkskirken er man velkommen til at møde udklædt op, og efter en børnevenlig gudstjeneste slår vi katten af tønden og spiser fastelavnsboller.


Påske

Påsken er den største og vigtigste kristne højtid. Datoerne varierer fra år til år, men påskens fortælling strækker sig altid over en uge (fra palmesøndag til anden påskedag), hvor vi følger den sidste uge i Jesu liv.

Palmesøndag handler om, at Jesus red ind i Jerusalem på et æsel og bliver modtaget som en konge, hvor folk står og vifter med palmegrene.

Herefter følger tre hverdage, før vi skærtorsdag hører om, hvordan Jesus delte et sidste måltid med sine disciple. Her erklærer han også, at Judas vil forråde ham. I Stormarkskirken fejrer vi skærtorsdag ved en aftengudstjeneste kl. 19, hvorefter vi spiser lidt ost og drikker et glas vin.

Langfredag markeres det, at Jesus blev korsfæstet og dermed led en pinefuld og langtrukken død. Det er en mørk og bitter dag, så der tændes normalt ikke levende lys i kirken, ligesom der ikke er blomster på alteret.

Men efter mørket kommer lyset, og netop dét er påskens vigtige budskab: Påskesøndag fejrer vi nemlig, at Jesus - efter sin død og begravelse langfredag - er genopstået fra de døde og igen er blevet levende. Gud har sejret over døden!

Anden påskedag (mandag) er den sidste helligdag i påsken, og her forlænges det glade budskab med fortællingen om, hvordan Jesus atter var sammen med sine disciple.


Kristi Himmelfart

40 dage efter påske - altid en torsdag - fejres det, at Jesus forlod sine disciple og steg til himmels for at være hos Gud. Dermed var den tid, hvor Gud i skikkelse af Jesus helt bogstaveligt gik rundt mellem mennesker på jorden, slut.


Pinse

10 dage efter Kristi Himmelfart fejrer vi, at Gud igen kom til os på jorden - denne gang i skikkelse af Helligånden. Med dens komme opstod det første kristne fællesskab, og derfor kaldes pinsen også for kirkens fødselsdag.


Alle Helgen/Halloween

Den første søndag i november mindes vi i kirken de døde. I Stormarkskirken bliver navnene læst op på dem, der er bisat eller begravet fra kirken eller kapellet i det seneste år.